
Vi fremmer forandring gennem fællesskaber, kunst og kreativitet året rundt.

Kunstnerisk bæredygtighed handler om at skabe forandring og udvikling i kulturlivet, samtidig med at vi sikrer lige adgang til kunsten – både som oplevelse og som udøvelse.
Vi støtter kunstneriske vækstlag og skaber rammer for nye kunstneriske møder, formater og eksperimenter.
Kunsten giver os nye perspektiver og åbner for sammenhænge og muligheder, som vi endnu ikke har opdaget. Den hjælper os med at sanse frem for blot at forstå og er derfor et centralt element, når det handler om at skabe engagement og forandring.
Vores kunstbegreb favner bredt og omfatter musik, performance, teater, dans, litteratur og arkitektur. Aktivisme er også en vigtig del af denne bundlinje, da den ofte går hånd i hånd med kunstens evne til at inspirere og skabe forandring.
- STØTTE TIL VÆKSTLAG: Vi fremmer kunstnerisk iværksætteri og styrker nye generationer af kunstnere, som endnu ikke er etablerede eller har haft deres gennembrud.
- PROGRESSIV KUNST: Vi støtter nyskabende kunstoplevelser og stiller platforme til rådighed, der giver plads til kunstnerisk udvikling og eksperimenter.
- KUNSTNERISKE FÆLLESSKABER: Vi skaber muligheder for børn og unge i kunstneriske fællesskaber og styrker kreative oplevelser, der samler mennesker.
- DIVERSITET: Vi arbejder for øget repræsentation og mangfoldighed ved at støtte strukturel forandring og løbende vurdere balancen i køn, seksualitet, etnicitet og nye strømninger i vores programmer.
- TESTLABORATORIUM: Roskilde Festivals fungerer som en testzone for cirkulær innovation, byplanlægning og nye løsninger. I 2025 afsluttede vi Det Cirkulære Laboratorium i samarbejdet med Tuborgfondet, hvor unge iværksættere over fire år gennemførte i alt 168 testforløb og afprøvede nye forretningsidéer.
- REPRÆSENTATION: På Roskilde Festival 2025 præsenterede vi 185 musiknavne fra 45 lande, hvilket understøtter et bredt og mangfoldigt program på tværs af genrer og udtryk.
- KUNST I OMVERDEN: i 2025 præsenterede vi 12 kunstprojekter, der bragte kunsten ud i nye sammenhænge og styrkede en mere lige adgang til kunstoplevelser. Det er en stigning fra 7 projekter i 2024. Eksempler er Nicolai Risbjergs værk Du er sød, skal vi være kærester?, som udfoldede sig både i Roskilde bymidte og på tværs af vores egne platforme, og Angående Mig Iscenesat på Betty Nansen Teater.
- PARTNERSKABER: VI arbejder med et bredt netværk af samarbejdspartnere, der bidrager med nye perspektiver og kompetencer omkring kunsten. I 2025 indgik vi 70 udviklende partnerskaber på tværs af Roskilde Festival Gruppens aktiviteter.

Til Roskilde Festival 2025 blev deltagernes ankomst en del af kunstoplevelsen.
Arkitektstuderende fra Det Kongelige Akademi gentænkte stationsområdet på campingområdet og skabte en ny stationsbygning, der både fungerede som trafikalt knudepunkt og som samlingssted.
Projektet blev udviklet i et samarbejde mellem Roskilde Festival, DSB og Det Kongelige Akademi, mens elever fra bygningssnedkeruddannelsen på NEXT i Herlev bidrog til den praktiske opførelse.
Togstationen blev bygget af genanvendelige materialer og konstrueret, så materialerne kunne pakkes forsvarligt ned efter festivalen, så stationsområdet kan redesignes og genopføres i 2026.
For de studerende blev projektet en mulighed for at omsætte idéer til virkelighed i fuld skala i tæt dialog med bygherre, håndværkere og brugere.
For os viser projektet, hvordan vi kan tilbyde unge arkitektstuderende ansvar og erfaring i et virkeligt byggeri samtidig med, at vi udvikler cirkulære byggeprincipper bæredygtige løsninger i partnerskab med andre.
Stationen blev dermed både et læringsrum og en fysisk del af festivalens fællesskab.







