
Vi fremmer forandring gennem fællesskaber, kunst og kreativitet året rundt.
Bliv en del af holdet, der sætter ord på både Roskilde Festival og Roskilde Festival Gruppens øvrige brands og almennyttige arbejde året rundt.
Roskilde Festival Gruppen søger to praktikanter, der gennem ord vil være med til at gøre en forskel for fællesskabet og komme i dialog med store og alsidige målgrupper – fra festivaldeltagere og frivillige til den professionelle branche, pressen og den øvrige omverden.
Vi tilbyder dig en central rolle i kommunikationsafdelingen, hvor opgaverne er lige så alsidige som vores festivalplakater.
Du får indblik i, hvordan vi arbejder med strategisk kommunikation året rundt – både som arrangør af Nordeuropas største kulturelle begivenhed og som almennyttig organisation.
Vi står også i spidsen for vidensfestivalen GRASP og rådgivningshuset RFX, hvor vi anvender vores erfaringer fra Roskilde Festival til at vejlede andre inden for en bred vifte af områder.
Som praktikant hos Roskilde Festival Gruppen vil du få frihed til at eksperimentere og udforske forskellige virkemidler. Hos os får du masser af plads til at udvikle dine kreative idéer, og dit arbejde vil få en betydelig synlighed og nå ud til et stort publikum.
Her er et udpluk af de spændende opgaver, du vil få mulighed for at arbejde med:
- Produktion af artikler, nyheder, og andre former for kommunikation til vores site og sociale medier
- Dialog med festivaldeltagere, frivillige, presse og interessenter
- Planlægning af kommunikationskampagner med læsere, kanaler og strategier for øje
- PR- og pressearbejde, både reaktivt og proaktivt
Du bliver tilknyttet en praktikvært og et stofområde med særlig vægt på udvalgte målgrupper, kanaler og formater, der flugter med dine faglige interesser.
Om dig:
Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt i en travl hverdag, og at du er proaktiv, struktureret og fyldt med initiativ og kreative idéer, som du kan omsætte til effektiv kommunikation.
Det er en fordel, hvis du er i gang med en uddannelse inden for journalistik, kommunikation, medier eller lignende.
Om forløbet:
Du bliver praktikant fra august 2026 til og med januar 2027. Forløbet er ulønnet, men du får dækket dine transportudgifter svarende til den gældende sats for et ungdomskort, dog maksimalt 718,- pr. måned (2026-sats).
Du vil blive en del af en dynamisk arbejdsplads med en uformel atmosfære, der er kendetegnet ved fleksibilitet, humor, dedikation og samarbejde på tværs.
Skæve arbejdstider og aftenmøder er en del af vores kultur, men som udgangspunkt er kontortiderne 9.00-16.30. Vi er åbne for fleksible arbejdstider, så du kan beholde et eventuelt studiejob.
Vores kontor ligger på Rabalderstræde i bydelen Musicon i Roskilde. Her er vi typisk tirsdag-torsdag, mens vi mandag og fredag som oftest arbejder hjemmefra eller fra vores “flyverkontor” på Gammel Kongevej i København.
Sådan søger du:
Send dit CV og en ansøgning på højst en side, hvor du forklarer os, hvorfor du gerne vil være en del af holdet, til signe.aarestrup@roskilde-festival.dk.
Fordi vi ønsker at opleve din egen stemme og dine sproglige færdigheder, ønsker vi at modtage ansøgninger, der er skrevet uden hjælp fra kunstig intelligens.
Samtaler foregår løbende, så vi opfordrer til, at du søger hurtigst muligt. Har du spørgsmål til forløbet, skal du være velkommen til at sende os en mail på signe.aarestrup@roskilde-festival.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Roskilde Festival Gruppen er betegnelsen for den samlede almennyttige virksomhed, der er opstået i miljøet omkring Roskilde Festival.
Vi skaber levende kulturoplevelser, udforsker nye kreative løsninger og bidrager med viden og rådgivning med det formål at inspirere og fremme positive forandringer i omverdenen.
Vi holder til i Musicon-bydelen i Roskilde, der ligger halvvejs mellem stationen og festivalpladsen. Hverdagen er kendetegnet ved fleksibilitet, humor, dedikation og samarbejde på tværs.
Alle vores aktiviteter drives af målet om at støtte humanitært og velgørende arbejde til gavn for børn og unge.



